25. august 2011

Marmorkage step-by-step

I dag besluttede min mor og jeg os for at bage en kage. På Lone Kjærs blog fandt vi en opskrift på marmorkage, som vi syntes så så god ud, at vi blev nødt til prøve den. (Giver ca. 16 skiver/stykker)

Start med at skrab kornene ud af en vaniljestang (du kan også bruge lidt vaniljesukker). Pisk 250 g. smør, 250 g. sukker og vaniljekornene sammen til det er hvidt.

Pisk 4 æg (et af gangen) i blandingen.

Bland 125 g. hvedemel med 125 g. kartoffelmel og 2 1/2 tsk. bagepulver og rør det i dejen.

Hak 100 g. mørk chokolade og smelt det i en skål over vandbad eller i en skål i mikrobølgeovnen i ca. 1 minut.

Tag en tredjedel af dejen fra i en anden skål og bland det smeltede chokolade, 1 spsk. kakaopulver og skallen af en økologisk appelsin i dejen.

Beklæd en sandkageform med bagepapir og hæld halvdelen af den hvide dej i formen. Hæld nu den mørke chokoladedej over den lyse dej og fordel det sidste hvide dej over det mørke lag. Vend forsigtigt rundt i dejen med en ske, så "marmor"-effekten kommer frem, når kagen er bagt. Bag kagen i en 175 grader varm ovn i ca. 1 time.


Har lige taget en bid af kagen og den smager GODT! :) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar